Ærter med livrem og majs i jordbærbedet
Grams Høje Ært er vores absolutte favoritsort hvad ærter angår, dels på grund af smagen og dels fordi de kan holde længe i bælgene uden at blive melede. Frø kan dog være svære at skaffe, og derfor er de den eneste ærtesort som jeg selv høster frø af hvert år.
Frøhøsten kræver dog en vis evne til behovsudsættelse – man må styre sin trang til at kaste sig over dem og bare æde løs når de første tykke bælge viser sig. Og et enkelt år gik det ikke så godt – vi guffede med det samme ærterne i os i et plukkerus, indtil jeg lige kom i tanke om at der også helst skulle være noget at så året efter. Og på dette tidspunkt var det absolut ikke de mest fyldte og velformede bælge der var tilbage.
Proceduren er nu, at før der må spises, må der udvælges 12-14 af de pæneste bælge som skal hænge og tørre til senere frøhøst. Og for at jeg ikke helt uforvarende kommer til at spise de ærter der skulle gemmes, får de udvalgte livrem på i form af en elastik.
Idag er årets sidste hold majs udplantet. Majs skal normalt plantes i blokke for at sikre en god bestøvning, hvorfor jeg plejer at sætte dem med 3 rækker i et bed. Sådan er de første 3 hold plantet hvert år, men herefter har der ikke været flere ledige bede til endnu mere majs (som vi kan spise rigtig mange af). Lidt ledig jord har der dog været i jordbærbedets mellemrækker, så i et par år har jeg forsøgsvis plantet majs i et bed mellem rækkerne af 2. års jordbær, når disse er færdighøstet. Det passer fint med at jordbærplanterne nu skal gødes med en næringsrig kompost, hvilket også kommer majsene til gode. Og selv om der nu kun er plads til 2 rækker majs, har bestøvningen tilsyneladende været god nok – også hjulpet lidt ved at jeg med mellemrum dasker til planterne så der drysser pollen den rigtige vej. Med lidt held og fravær af tidlig nattefrost kan der spises majs i starten af oktober.
Jeg har også tidligere været nødt til at nøjes med 2 rækker majs, det gik også fint. Og sidste år brugte jeg også elastik om de første Winterkefe, mest for at besøgende i byparken ikke skulle tage dem.
Jeg ville også gerne sætte elastik om de modne cherrytomater når jeg har åben have, men det er lidt for bøvlet:-)
Hej Peter
Hvilke snore-klatretråde har du på det ærtestillads?
Jeg har endnu ikke fundet noget tilfredsstillende der kan genbruges næste år.
Og er stornstabilt.
Hej Lene
Stativet er noget rimelig stift trådhegn sat på en ramme af lærketræ. Der er et nærbillede og beskrivelse her:
https://peternorris.dk/udplantning-af-hoeje-aerter-og-aarets-foerste-baer-fra-mistbaenken/
Venlig hilsen Peter
Genialt med trådhegn som “ærtestillads”! Det ser bare drønlækkert ud 🙂
Hej Peter,
Min mand og jeg er vildt glade for ærtesorten Ne Plus Ultra, som vi har stiftet bekendtskab med gennem BBC-programmet ‘The Victorian Kitchen Garden’. Den er høj, yderst velsmagende, bliver ikke let melet eller bitter og rummer op til 10 ærter pr. bælg. MUMS!
Hej Anja
Jeg prøvede at finde Ne Plus Ultra efter jeg så programmet for mange år siden, men fandt dem ikke. Nu kan jeg se at Camilla Plum har dem – det kunne være at man skulle prøve med de to sorter i hver side af bedet og sammenligne.
Hilsen Peter