Jagten på gode majssorter – midtvejsevaluering

Jagten på gode majssorter – midtvejsevaluering

22. august 2020 13 Af Peter Norris

Jeg afprøver ofte nye majssorter for at finde ud af hvilke der er dyrkningssikre på forskellige tidspunkter i løbet af sæsonen – de bliver oftest dyrket mindst 2 år i træk og ikke blot kasseret efter et enkelt dårligt år. Majs bliver sået 4 gange med ca 3 ugers mellemrum – lige fra midt i april til midt i juni. For den første såning er det vigtigste spørgsmål hvor hurtigt der kan høstes (den tidligste majs er jo en længe ventet delikatesse), og for den sene såning gælder det om at man kan høste inden udviklingen stopper i efteråret.

Herudover handler det meget om både resistens over for diverse sygdomme og om hvor gode sorterne er til at bestøve sig selv. For nogle år siden blev mange af mine majs ramt af sygdommen majsøjeplet, hvorfor jeg blev nødt til at lede efter mere resistente sorter. I de senere år har jeg også flere gange oplevet en ret dårlig bestøvning, uden at jeg lige kunne se hvad der var forklaringen, men jeg orker ganske enkelt ikke have besværet med at skulle hjælpe dem med bestøvningen med en støvekost eller lignende- det må være nok at daske til hanblomsterne indimellem når jeg går forbi. For alle sorterne er det derimod afgørende at de ikke må mangle vand eller næring. Jorden skal holdes konstant fugtig, og planterne skal ud over masser af kompost ved udplantningen have ekstra kvælstof et par gange i form af opløsning af enten møg eller urin – hvilket altid har været prioriteret noget højere end at gå og lege fertilitetsassistance.

I år har den nye tidlige sort været Earlybird F1. Den afløser Butterscotch som ellers har været den foretrukne og sikre tidlige sort i mange år, men som åbenbart er udgået (hvilket i parentes bemærket altid er ret irriterende når gode yndlingssorter pludselig forsvinder fra markedet). Earlybird blev sået midt i april, udplantet en måned senere, og der kunne høstes fra sidst i juli. I et 120 cm bredt bed med 3 rækker (og 25 cm mellem planterne) gav de  27 planter i alt 32 meget velformede og velbestøvede kolber – samt flere små som kunne give kerner til majsfritter – hvilket bestemt må kaldes bestået. Til sammenligning blev sorten Vanilla Sweet sået en uge senere og udplantet i et bed som pludselig blev ledig. Vanilla Sweet blev netop valgt for nogle år siden på grund af dens restistens over for majsøjeplet. Men her har bestøvningen til gengæld været udpræget elendig – ikke en eneste kolbe er normaltudviklet, og stort set alle er kun halvt bestøvet. Bedet var ganske vist et nedlagt gammelt staudebed hvor jorden var noget sandet og rimelig næringsfattig, men selv om der her blev vandet og gødet ekstra meget blev planterne slet ikke så store som de skulle. Mindre planter udvikler muligvis mindre pollen (jeg ved det egentlig ikke), hvilket måske kan være en del af årsagen til de små uudviklede kolber. Til næste år bliver Earlybird dog valgt som den tidlige sort – Vanilla Sweet har heller aldrig tidligere kunnet præstere mere en 1 veludviklet kolbe pr plante.Damaun sidste år – og sådan er Vanilla Sweet i år

Næste hold har dennegang været Rising Sun, en tidlig, supersweet hybrid, som jeg ikke har prøvet før, men som netop anbefales til de noget usikre nordeuropæiske somre. Sået 5. maj kunne sædskifteplanen kun give plads til den i et bed, som ligger lidt i skygge af et kirsebærtræ. Det er også helt tydeligt, at jo nærmere træet de står, jo mindre er både planter og kolber. De første blev høstet idag – de kunne måske være blevet høstet nogle dage tidligere, men Vanilla Sweet er endnu ikke spist op. Kolberne er som på billederne – store og flot bestøvet. Og smagen er ganske pragtfuld – den får genvalg til næste år.

Rising Sun. Lettere undertrykt af kirsebærtræet t.h.

 

Kolberne præsenterer sig ganske godt i svigerfars keramik😉

De sidste to hold, som forhåbentlig kan høstes i september/oktober, er henholdsvis Swift F1 og Damaun, som er frøkonstant. Swift er også ny for mig, mens Damaun dyrkede jeg sidste år i 3 hold med meget blandede resultater. De første hold var meget uens udviklede både hvad angår planter og kolber og med en elendig spiring, mens sidste hold var næsten perfekt. Jeg fandt aldrig ud af årsagen, men Damaun får i år endnu en chance som sidste såning – foreløbig tegner det desværre ikke særlig godt: planterne er på dette tidspunkt lige så uens i størrelsen som sidste år – en forskel jeg ikke har set hos andre sorter.

Damaun – nogle planter er høje som de skal være, andre langt mindre

 

Sorten Swift, med en betydelig mere ensartet størrelse

 

Fortsættelse følger……..