Julens salat og forårets rødder

At være selvforsynende med frugt og grønt er i første omgang at kunne dække familiens forbrug af  grøntsager nogenlunde året rundt, hvor der hele tiden skal være noget der kan høstes eller hentes fra lager. Har man ikke det ene, har man nok noget andet, og det skifter lidt fra år til år.

En lidt sjovere (og måske mere udfordrende) form for selvforsyning er at kunne levere bestemte afgrøder til bestemte lejligheder, højtider eller særlige mærkedage i familien. Når det lykkes giver det en ekstra glæde og måske også (indrømmet) lidt stolthed hos gartneren😀 Det kan være nye kartofler til 1. maj (i gamle dage var det til Grundlovsdag), friske jordbær til Skt Hans eller rødkål til jul.

I en del år har jeg således givet mig selv den udfordring at skulle levere frisk salat til julebordet. Julens salat hos os er dog hverken julesalat eller diverse orientalsk bladgrøntsager. Det skal blot være noget så prosaisk som blade af en ganske almindelig grøn hovedsalat – der må gerne iblandes lidt bittert cikorieagtigt, men Lactuca Sativa skal være hovedingrediensen.

Hidtil har den foretrukne sort til formålet været Winter Gem, en slægtning til Little Gem, som er mere egnet til dyrkning efterår og winter. Den bliver sået i august, udplantet i mistbænk i september, og når væksten stopper en gang sidst i oktober har planterne som regl nået at danne små, men tætte og sprøde hoveder. Her har udfordringen været, at fuldtudviklede salathoveder dårligt tåler ret meget frost – 5° nattefrost i november-december har adskillige gange taget livet af planterne inden det er blevet jul.

I år har vi ikke set meget til frost, hvorimod det mest solfattige og gråtriste december i mands minde har givet en luftfugtighed som har været mindst lige så ødelæggende. Stort set alle planterne er rådnet fra yderbladene og ind mod midten, så det kun har været de allerinderste blade som har været værd at høste. Måske kunne jeg have reddet mere ved oftere at fjerne de rådne blade, men i år kan de 15-20 planter dårligt forsyne en halv så stor coronaramt familiejul.

Det er gået på samme måde med salaten, som blev udplantet i drivhuset i november og efter planen skulle overvintre og give hoveder i april. Flertallet er rådnet væk. Og måske er dette fremtidens vilkår med vådere og mildere vintre, hvor der skal prøves med andre salatsorter som bedre egner sig til et forandret klima. Her har salaten Grenoble Red i hvert fald vist sig at klare både fugt og vinterkulde bedre. Sået og udplantet samtidig med Winter Gem står den længere med løse blade frem for at danne et tæt hovede, men bl.a.  derfor kan planten nok langt bedre tåle en høj fugtighed. Bladene er velsmagende, den bliver ved med at vokse i længere tid, og  der kan løbende plukkes af planterne fra december til april (hvor de ender med til sidst at danne egentlige hoveder). 

En anden af havens juletraditioner har også været truet af det ualmindelig milde vejr: gulerødderne som sås i mistbænk 1. juledag. Jordtemperaturen har helt indtil i forgårs været over 5°, hvilket kan være ret uheldigt for såning af  gulerodsfrø lige netop på denne årstid. Er temperaturen for høj, risikerer de at spire for tidligt – og kommer der senere alt for meget frost i februar-marts kan kulden forårsage at planterne går i stok i maj.

Men nu har julenattens frost bragt jorden ned på 1°, og udsigten i den kommende tid tyder ikke på at den kommer til at stige til noget der får frøene til at bryde ud i spiring. Idag har jeg derfor med julefred i sindet kunnet så den meget tidlige Amsterdam Forcing.

Glædelig jul!