Kartofler lægges sent, men ikke alt lykkes lige godt
Skimmelresistente kartoffelsorter kan sagtens lægges som anden afgrøde så sent som i juli og alligevel give et rimeligt udbytte. I år har knoldene dog måtte tage til takke med langt fra optimale placeringer i køkkenhaven: dels sidst i juni i et bed på nordsiden af drivhuset, fordi der ikke var andre ledige pladser – og dels lagt i et bed først i juli mellem majsplanter bare for at se om det var noget man kunne. Sorten har været Alouette, som jeg tidligere har brugt til formålet. Begge steder kom der lidt hønsemøg i plantehullet, men siden blev der hverken hyppet eller gjort ekstra ud af dem ud over den nødvendige vanding i tørre perioder.
I bedet bag drivhuset fik planterne sjældent fuld sol, og blev derfor rimelig lange og ranglede. De overlevede (til forskel fra stangbønner) et par nætter med frost i starten af oktober, men idag var der ikke meget liv tilbage i planterne og der blev høstet. Udbyttet af de 12 knolde blev 4,3 kg på ca en kvadratmeter – hvor samme antal læggekartofler placeret i fuld sol sidste år gav omkring 6 kg. Mange har været af bagekartoffelstørrelse, og selv om der slet ikke blev hyppet var der ikke en eneste knold som brød jordoverfladen og blev udsat for sollys.
Mellem majsene gik det derimod knap så godt. Her blev 18 knolde lagt i et bed på 2,5 m2 mellem 3 rækker majs, da majsplanterne var 30-40 cm høje. Dennegang blev planterne ikke bare ranglede – de endte med at blive næsten lige så høje som majs, så høje at de måske også har været i vejen når majsene ellers skulle bestøves. Bestøvningen i dette bed har nemlig været mere mangelfuld end ellers.
De blev høstet for 14 dage siden da majsene var færdige. Udbyttet blev forståeligt nok noget mindre end i bedet hvor kartoflerne havde pladsen for sig selv. Mere uventet var, at på samtlige planter lå langt de fleste kartofler i jordoverfladen, selv om de blev lagt nogenlunde lige dybt i begge bede.
Man kan undre sig over hvordan det nu kan være. Måske har stresset ved at kartoflerne har måttet strække sig så langt i konkurrencen med majsene ført til at de derfor også danner knoldene højere op på planten end ellers. Uanset hvad kræver det nok betydelig større afstande (og derfor færre majs i bedet) for at der er fornuft i en sådan kombination – så det gør jeg ikke igen😉
Hej Peter
Jeg har fulgt dine forsøg med de sene kartofler. Vi elsker nye kartofler, så mit spørgsmål er: Smager aluette som nye kartofler her i oktober/november? Hvis, så skal jeg da prøve til næste år.
Hej Palle
Alouette har en rigtig god smag, men de egner sig nok bedst til at blive tilberedt i en ovn. De er sene og har ikke den samme faste konsistens som nye (umodne) kartofler. En tidlig, men skimmelresistent sort som fx Twister kunne måske være bedre, hvis man høster dem tidligt. Vi har selv haft den i år, men taget dem op sent hvor de er meget tilbøjelig til at koge ud.
Hilsen Peter
Tak Peter
Solist, som vi plejer at drive til høst sidst i april, koger også ud når den bliver for gammel, men den er fin før det.
Tak for tipset om twister, den vil jeg studere lidt.
Jeg lægger konsekvent kartofler af samme sort, når jeg har gravet kartofler op. Det bliver jeg ved med indtil 31. juli.
Efter ca. 60 dage er det nye kartofler, uanset om de er lagt i april, juni eller i juli. Kartoflerne lagt i marts er længere om udviklingen.
Jeg kradser en dyb rille op, lægger kartoflerne med 20-25 cm afstand, og hestebønner der i mellem (dog ikke i marts) og dækker hele rækken med kompost både ved første og ved andet hold kartofler. Derefter hyppes jord op over komposten.
1. august er alle kartoffelbede fyldte.
Vi er selvforsynende med kartofler, og bruger også egne kartofler som læggekartofler. Min kone ønsker at jeg dyrker lidt færre kartofler, så hun også kan få ris og pasta.
I de seneste 10 år har vi kun haft problemer med skimmel i en enkelt sort, som så er droppet.
Jeg læger ikke kartofler i andre bede det år, for så går der kludder i mit sædskifte.
Spændende at du ikke er præget af skimmel. Kartoflerne lagt i marts/april rammes rimelig tit i juli, og derfor lægger jeg kun skimmelresistente sorter som anden afgrøde. Og så har jeg samme udfordringer med lidt for mange kartofler – min kone vil hellere have flere nudler:-)
Har lige lagt de tidlige kartofler i weekenden. De sidste kartofler fra sidste år, spiste vi sidste weekend, så nu kan der blive plad til lidt pasta, perlebyg og ris. Men vi har stadig butternut, som overtager pladsen på tallerkenen for kartofler.
Hej
Jeg er meget inspireret af din såkalender og vil bruge den i år. Jeg er dog ikke interesseret i at have kartofler i køkkenhaven. Kan jeg bare droppe dem i det 4.bed og “nøjes” med bønner f.eks? Eller har du et andet godt forslag?
Vh Katrine
Hej Katrine
Hvis du med “4. bed” mener bedet hvor kartofler lægges i juli, kan der sagtens være bønner her i stedet. Jeg sår netop sidste hold bønner først i juli i rootrainers og udplanter dem 3 uger senere.
Hilsen Peter