Løg kommer i drivhus og kartofler kommer i jorden
De forkultiverede løg har hidtil stået i en kølig vindueskarm ved 15-18°, men tomater og peber fylder mere og mere i rummet så pladsen begynder at blive lidt trang. Løgene kan også lige så godt komme i drivhuset nu, idet de blot ikke må udsættes for en temperatur under 10° mere end 10 dage i træk – og det er der ikke meget der tyder på.
Forinden er de for anden gang blevet klippet ned til en højde på 7-8 cm, da de ellers ville være ret ranglede og håbløst viklet ind i hinanden. De tåler sagtens klipningen og vil være noget nemmere at udplante midt i april. De har også for anden gang fået en tynd gødningsopløsning tilført i vandbeholderen.
Jeg har længe gået og holdt øje med jordtermometeret i bedet til de tidlige kartofler – vi bor i et kuldehul hvor der ofte er 2-3° koldere om natten end blot 500m op ad vejen, så jorden har trods plastoverdækning i 3 uger konstant holdt sig på den dårlige side af de nødvendige 8°. Her til morgen var den pludselig god nok selv om der ikke har været skyggen af sol de senere dage, så nu har jeg vovet at lægge en enkelt række midt i bedet – dels Solist og dels Annabelle, med 25 cm imellem. Sidstnævnte var blevet noget langskægget af at have været opbevaret siden juni sidste år, mens Solist er nyindkøbt.
Den 2,5m lange rende får først 10 liter vand, og når det er trukket ned drysses der 2-3 planteskefulde hønsemøg i bunden – kartofler kan i modsætning til det meste andet klare uomsat møg. Bedet har i forvejen fået et lag kompost sidst i februar.
Sidste år lavede jeg et ganske uvidenskabeligt forsøg med at lægge kartoflerne i uld, som der er en del der har prøvet med et godt resultat. Jeg lagde 3 rækker med samme sort i samme bed. Række 1 med hønsemøg som jeg plejer, række 2 med møg og uld, og række 3 kun med uld. Størst udbytte gav række 1, mindst var række 2 og rækken med ren uld lå midt imellem. Forskellene kan være helt tilfældige, men det var ikke just nogen overbevisende fordel at bruge ulden. Ulden skulle både holde bedre på vand og tilføre gødning, men en stor kande vand og hønsemøg i renden ser ud til at være mindst lige så godt. Der er dog stadig en rest uld tilbage, som jeg vil bruge i et kartoffelbed som ligger faretruende tæt på naboens store tørstige birketræer.
Hej Peter
Jeg har ingen erfaring med uld, men når jeg har klippet får kan man dele det i 2 bunker, det beskidte og det mindre beskidte. Det beskidte kan være fyldt med fåre lordt, og her kunne jeg tænke mig der måske kunne være en god gødningsværdi til brug i køkkenhaven, selve lanolinen som er i ulden ved jeg ikke om har nogen virkning