Man kan ikke vinde hver gang i skalotteriet

Skalotteløg er noget af det nemmeste man kan dyrke. Løgene plantes i starten af april og høstes i juli – og så gemmes et passende antal af de sundeste til at plante året efter. I de senere år har jeg dog for det meste dyrket både almindelige løg og skalotteløg fra frø, som sås i februar og udplantes i april – bl.a. fordi sortsudvalget er noget større. Skalotter dyrket på denne måde giver et enkelt løg som ikke når at dele sig. Det har også vist sig at være muligt at plante skalotter i april som har været gemt fra forrige års høst af frøsåede – og her deler de sig på normal skalottevis. Løgdyrkningen i al almindelighed har også været udvidet  med overvintrende kepaløg, hvor nogle bestemte sorter kan sås i august, udplantes på friland i oktober og giver tidligere løg i juni.

Det seneste forsøg på at udvide løgdyrkningen har været at gøre som englænderne ofte gør: de planter skalotter i november. Efterårsplantning giver dels større løg, og dels en 3-4 uger tidligere høst.  Det gjorde jeg så i sæsonen 2018/19, hvor jeg brugte nogle løg fra sommerens høst af såede skalotter til at plante i et bed så sent som 30. november (det var nemlig lidt sent jeg stødte på omtalen af englændernes metode), og det gik vældig godt. Midt i juni kunne der høste store skalotter med kun nogle enkelte stokløbere.

Det skulle selvfølgelig gentages her i 2019/20, hvor alt blev gjort på præcis samme måde bortset fra at skalotterne blev sat ca 14 dage tidligere. Lidt senere i januar satte jeg yderligere 2-3 skalotter i en mistbænk for at udfylde huller efter at sneglene havde decimeret de overvintrende kepaløg. Resultaterne blev mildest talt noget blandet. I mistbænken blev skalotterne store og flotte og med kun en enkelt stokløber, hvorimod de fleste kepaløg blev meget små. I frilandsbedet derimod var billedet meget klart og lige så deprimerende: stort set samtlige planter gik i stok og kun nogle få blev til normale (omend lidt mindre end normalt) skalotter. Umiddelbart har jeg svært ved at finde en forklaring på den udbredte stokløbning. Jeg synes ikke at vintervejret har været så meget anderledes end i forrige sæson, så det er desværre ikke helt oplagt at give vejret skylden. Måske er de skalottesorter som dyrkes fra frø mere tilbøjelige til at gå i stok når de genplantes, men jeg har ikke kunnet finde noget om det – kun at stokløbningen nogle år også sker for de erfarne englændere.

For at blive klogere på skalottedyrkning skal der nu forsøges noget nyt. Dels skal der i oktober plantes små skalottespirer sået i august ligesom de overvintrende kepaløg. Og dels er skalotteløg i modsætning til almindelige kepaløg ikke dagslængdefølsomme, hvorfor man måske kan dyrke dem som 2. afgrøde. Da jeg kunne se hvad vej det gik med de overvintrende, gemte jeg derfor en håndfuld løg som stadig var tilbage fra sidste års sommerhøst. Skalotteløg har dog brug for en hvileperiode på ca en måned ved en temperatur mellem 0 og 10° – og da temperaturen på lageret ikke har været så langt ned denne vinter, har løgene tilbragt den sidste måneds tid i køleskabets grøntsagsskuffe. Idag er de så blevet lagt i et bed som er blevet ledigt efter høst af tidlige ærter. Jeg er ikke stødt på erfaringer med at dyrke skalotter til høst i oktober, så måske kan det lykkes –  og måske bliver det bare endnu en nitte.