Når Kål er Kult men pladsen er knap

Når man holder meget af diverse former for kål og gerne vil dyrke så meget som muligt, kan man nemt føle sig begrænset af at skulle overholde det nødvendige sædskifte. For at minimere risikoen for at få  svampesygdommen kålbrok, anbefales det nemlig at lade der gå mindst 4-6 år imellem at der dyrkes medlemmer af korsblomstfamilien på samme areal. Ganske vist er der i de senere år udviklet resistente sorter af mange slags kål, men ikke ret mange forskellige inden for hver afgrøde (som blomkål, hvidkål osv). Bliver køkkenhaven først inficeret med kålbroksvampen, står man således tilbage med en noget mindre vifte af valgmuligheder for hvad man kan dyrke – og de gode gamle arvesorter er helt udelukkede.

Hovedparten af kålafgrøderne kan dyrkes enten til høst om sommeren, hvorefter der kan sås noget andet, eller som efterafgrøde udplantet efter høst af tidlige kartofler, salat, spinat, ærter og lignende. Sådan dyrkede jeg i årevis, slavisk efterfølgende hvad jeg troede var køkkenhavens 6. bud: du må ikke bryde sædskiftet! Blot et enkelt hold kål i bedet gjorde bedet efterfølgende kålløs i mindst 3 år – og det kom der ofte alt for lidt kål ud af.

Her i de senere år er jeg gået over til indimellem at praktisere en lidt mere liberal fortolkning af det 6. bud: det er ok at dyrke kål samme sted i et år (12 måneder) – og SÅ skal der være de nødvendige kålløse år før man gør det igen. Med andre ord bliver der flere steder plantet kål efter høst af kål samme år, hvor bedet i forbindelse med hver nyplantning får tilført et mindre lag ekstra kompost. Og som en lille sikkerhedsforanstaltning går de gamle kålplanters rødder ikke i komposten, men i den kommunale renovation.
Et eksempel er netop nedenstående bed som idag har fået de første udplantninger:

Blomkålsplanterne (Orkney) blev sået i september, har overvintret i drivhuset og udplantes nu i det ene af bedets 2 felter. Imellem kålene sås en række rucola, som jo også tilhører korsblomstfamilien. Hvis alt går godt (!) vil blomkålene kunne høstes i løbet af juni måned og blive erstattet af nogle sene rosenkålssorter, som er blevet sået sidst i april. Rosenkålen plukkes i perioden december-februar, og således vil bedet være uden kålplanter pr 1. marts 2021!

I det andet felt udplantes forkultiverede radiser (også korsblomstfamilien), som blev sået 7. februar og som har opholdt sig i drivhuset de sidste par uger. De blev multisået med 2 frø pr celle – der kunne sagtens have været op til 5 frø pr klump, men så ville udviklingstiden måske være lidt længere. De bliver udplantet i to rækker, og samtidig sås yderligere 2 rækker med radiser. Radiserne skulle gerne være spist omkring midten af april, hvor sommerblomkål har planer om at overtage pladsen. Sorterne Mayflower, Orkney og Boris skal nemlig sås først i marts, og vil kunne høstes i juli-august. Og herefter overlades pladsen til næste hold: Boris (igen) og Romanesco sået sidst i juni skulle gerne give pæne hoveder sidst på efteråret. Og så er der ikke mere kål i dét felt! Går det godt (hvad man jo håber på når man tester grænser) kommer dette bed på 2.5 m2 til at give 4 rækkemeter radiser, en række rucola, 27 blomkål (fordelt over 5-6 måneder) og flere kilo rosenkål.

Et andet eksempel på kål på kål i samme bed er en mistbænk hvor der idag er udplantet 13 overvintret broccoli. Her er det sorten Aquiles der ligesom blomkålen blev sået i september og har overvintret i drivhuset. Broccolihovederne og en del sideskud kan høstes i løbet af maj-juni. Og i stedet for bare at lade planterne blive ved med at producere mindre og mindre sideskud indtil de ikke orker mere, skal de fjernes i juni for at mistbænken (uden vinduer over!) kan blive genplantet med endnu et hold broccoli. Sorten Blue Wind skulle være så hurtig som 49 dage fra udplantning til høst, hvilket skulle gøre det muligt at udplante nye jordbærplanter i mistbænken i starten af september.