Nu skal kartofler lægges og jordbær gødes – samt havekalender for juli

Nu skal kartofler lægges og jordbær gødes – samt havekalender for juli

26. juni 2019 3 Af Peter Norris

Der er efterhånden flere som har forsøgt sig med at lægge kartofler om sommeren for at kunne høste nye engang i løbet af efteråret. Jeg har aldrig selv prøvet det – mest fordi min 4-årige sædskifteplan ikke har levnet plads til flere kartoffelbede. I år har jeg dog ændret dyrkningsplanen for mistbænkene, fordi jeg måtte se i øjnene at der var nogle ting vi bare ikke kunne spise helt så meget af – og pludselig blev der plads i en af bænkene til en afgrøde efter de tidligste ærter.

Stående i værkstedet var en bakke knolde af sorten Alouette som blev høstet sidste år, og som jeg ikke havde kunnet finde plads til i kartoffelbedene – nu stod de på værkstedsbordet og næsten tiggede om at komme i jord. De havde perfekte spirer, som mærkelig nok ikke er vokset i flere måneder. Alouette må formodentlig være ret velegnet til en sen lægning, idet sorten går for at være meget skimmelresistent.

På engelske firmaers websider har anbefales det at lægge en tidlig sort senest omkring 1. juli, og i betragtning af at Alouette til gengæld  er rimelig sen, har det nok ikke været for tidligt at lægge dem idag. 12 knolde i mistbænken i godt gennemvandede render med et ordentlig drys af hønsemøg. Væksten stopper nok engang sidst i oktober, og her kan der enten høstes, eller toppene kan fjernes og vinduerne lægges på mistbænken for at holde frost og regn ude – og så kan der måske være nye kartofler til jul.

Skalotteløghøst – 10 styk Ambition sat i november

Idag er der også høstet de overvintrende skalotteløg. De blev sat som forsøg i november (hvilket er ret almindeligt i England), og forsøget er lykkedes bedre end jeg havde forventet. Der blev sat 10 løg af egen avl – alle har overlevet og udviklet 3-4 små løg hver. De er måske en smule små, men de har været behandlet lidt som stedbørn hvor den kærlige vanding og gødskning nok har været mangelfuld. Her til efteråret vil jeg afsætte et lille bed på en kvadratmeter til skalotterne, og dennegang udvise noget mere omsorg.

Velgødet jordbærbed efter det meste er høstet

Noget andet som jeg vil bestræbe mig på at behandle bedre er jordbærplanterne. De har oftest blot fået lidt frisk jord fra hønsegården efter høst, men det har helt sikkert ikke været gødning nok – året efter er planterne små og høsten er derefter. Så i år har de fået en kraftig møg/kompostblanding, der lugter som en mødding – og ovenpå dette er der drysset noget Champost økologiske jordforbedring som blev købt ved en fejltagelse. Så nu må der forhåbentlig komme mere gang i både bladvækst og dannelse af blomsteranlæg.

Nettet over jordbær har ikke været 100% effektivt i år – 16 mdr gammel og allerede jordbærtyv😉

Havekalender for juli

I perioden fra februar til september er juli måned havesæsonens mindst travle. Såningerne tager mere eller mindre en pause, og den daglige høst til enten køkken eller vinterforråd rykker først for alvor fra august. Vil man gerne ud og rejse en uge eller to om sommeren, er det derfor i juli at køkkenhaven bedst kan klare at være alene hjemme.

Primo:

  • Efterårskartofler lægges (Alouette, en skimmelresistent sort)
  • Peberrod nakkes. I starten af juli kan planterne »nakkes«, hvilket indebærer, at rodhalsen blotlægges og trækkes lidt op, hvorefter de kraftigste siderødder under topskuddet fjernes. Dette bør ske efter regnvejr, når jorden er fugtig. Resultatet er en kraftigere rodstok, fordi planten tvinges til at optage næring gennem bundrødderne. Efter et sådant indgreb, der for en kortere periode sætter plantens vækst lidt tilbage, bør planten hyppes omhyggeligt.
  • Selleri får gødningsvand
  • Stangbønner sås til udplantning efter løg. Sorten er den hurtigtudviklende Fasold.
  • Jordbær gødes efter høst

Medio:

  • Rødbeder sås til udplantning efter ærter
  • Ærter Terrain (resistent over for meldug) sås i rootrainers 3 gange fra 10.7. med en uges mellemrum. Udplantes efterhånden som sene kartofler høstes.

Ultimo:

  • Tag frø af Bloody Butcher