Nu skal komposten tages lidt mere alvorligt

Den hurtigste komposteringsmetode skulle være at lave en varmkompost. Opskriften lyder som regel på, at man samler tilstrækkeligt (omkring en kubikmeter) materiale på forhånd og sætter kompostbunken op ved at blande henholdsvis kvælstofholdige grønne og kulstofholdige brune plantedele i forholdet ca 1:2. Så struktureret har jeg aldrig været – jeg har blot løbende smidt hvad der kom af plantemateriale op i kompostbeholderen og har ladet ormene klare resten. Temperaturen kunne indimellem blive lidt lun, men kom aldrig op på de 60° som er nødvendige for at dræbe ukrudtsfrø.

I år har jeg været ramt af den samme katastrofe som så mange andre – nemlig hvad der ser ud til at være pesticidrester i økologiske plantesække. Jeg har hvert år ca 50 tomat- og chiliplanter i potter, og da jeg ikke helt havde kompost nok til at kunne fylde dem alle, lavede jeg en blanding som bestod af 2/3 egen kompost og 1/3 økoplantesæk. 2-3 uger efter udplantningen var skaderne tydelige – tomatbladene var pludselig meget små og krøllede, og især peber og chili gik helt i stå. Planterne døde ikke (som set andre steder), men udbyttet og kvaliteten er langt ringere end normalt.

Fra nu af skal der derfor slet ikke være andet end min egen kompost i mine potter – men det betyder samtidig at jeg nu må opgradere min egen kompostproduktion. Med andre ord må kompostering tages lidt mere alvorligt, hvor der bruges mere tid på processen, og hvor det ikke foregår helt så tilfældigt.

Jeg samler stadig ikke en masse materiale på forhånd, men bygger bunken op mere systematisk end tidligere. Hver gang der tilføres et lag på ca 10-20 cm grønne planterester (som græsafklip, brændenælder, nedfaldsæbler osv), skal der skaffes et lag mere træagtigt stof – hvilket er blevet noget nemmere med en kompostkværn som kan kværne grene til flis. Jeg er fx begyndt på at sommerbeskære frugttrræerne og diverse buske blot fordi komposten nu trænger til noget kulstof, ligesom jeg næsten glæder mig til at kunne kværne både majs- og kålstokke. Græs bliver slået når der er brug for grønt til bunken, og der bliver også først luget skvalderkål og snerler når kompostbeholderen kan tage imod. Indimellem de skiftende lag kommer der også et drys hønsemøg, og der bliver en sjælden gang vandet hvis der er alt for tørt.

Jeg har aldrig tidligere gået så bevidst efter at samle kompostmateriale om sommeren, og i løbet af nogle måneder er der blevet fyldt så meget på, at der nu er en bunke på et kubikmeter som ikke længere synker sammen. Selve komposteringsprocessen går tilsyneladende en hel del hurtigere, med en meget større varmeudvikling. Her på det sidste viser termometeret en temperatur i midten på 70°, og højere skal den helst ikke op. De stakkels kompostorme er forhåbentlig søgt helt ud til siderne eller langt nede i bunden, for de tåler slet ikke så høj en varme.

Kompostbeholderen har 2 rum til den løbende produktion, og når temperaturen i bunken er faldet til omkring 25°, skal den øverste del af den vendes over i rummet ved siden af, som nu er ved at blive tømt for forårets kompostering. Så vil det vise sig om resten af bunken er kommet længere i komposteringsprocessen på de 2-3 måneder end den gjorde dengang jeg ikke tog tingene særlig seriøst. Hvad der bliver af hel- eller halvomsat kompost bliver så kørt igennem en sold, hvor uomsatte dele (og alle de bakterier som følger med) kommer i den nye bunke – hvilket sætter yderligere gang i processen.  Resten lægges så ud på bedene sidst på efteråret, mens en ny bunke bygges op til at stå vinteren over så der forhåbentlig er kompost nok i maj til alle næste års potter.