Haven ligger i et almindeligt parcelhuskvarter, men er lidt ualmindelig ved at den grænser op til den ret så vandrige Værebro Å. Åen i baghaven var en af hovedårsagerne til at vi faldt for stedet, igennem årene er der hentet mange kander vand til køkkenhaven – hvorimod der omvendt i de senere år til tider er kommet lidt for meget vand til køkkenhaven i forbindelse med stedse hyppigere oversvømmelser og stormfloder.
Værebro Å
Haven er med andre ord en del af hvad der tidligere har været bunden af en større å (eller fjordarm), hvor jorden må betegnes som sandblandet muld indeholdende bl.a. resterne af en masse muslingeskaller. For nogle år siden blev jorden målt til en PH på 7,6 – jeg har selvsagt aldrig skullet tilføre kalk til andet end aspargesbedet.
Da vi flyttede ind var der overordentlig mange træer på grunden – ud over nogle frugttræer havde de første ejere plantet det meste af hvad en planteskole kunne byde på sidst i 60’erne: birk, eg, kastanje, bjergfyr, gran, vandgran, hængepil osv. Den nederste del af haven var nærmest en skov, som lagde en mørk skygge over det meste af køkkenhaven når solen stod i vest. Skoven blev dog fældet efter nogle år, og der blev i stedet plads til både frugttræer, frugtbuske samt en hønsegård. Omkring huset blev der desuden plantet både abrikos, fersken og figen – og idag er der på grunden ialt omkring 25 frugttræer og alt hvad der er brug for af frugtbuske.
Frugthaven
Helt fra starten har selve køkkenhaven været dyrket efter økologiske principper, hvilket først og fremmest vil sige uden brug af pesticider og kunstgødning. Skvalderkålen er blevet hakket væk indtil den opgav ævred, larver er blevet mast mellem fingrene indtil jeg opdagede fiberdug og bionet, og der er hentet hestemøg i sække og trailer indtil jeg blev selvforsynende med hønsemøg nok til at berige komposten.
I opstartsfasen de første år blev jorden løsnet og vendt i to spadestiks dybde hver gang der skulle etableres et nyt højbed. Siden er der til min store lettelse slet ikke blevet gravet – i mange år blev jorden blot løsnet lidt ved at vrikke i den med et greb, og senere blev grebet også droppet til fordel for no-dig. Jordoverfladen bliver blot kørt let over med riven hver gang et bed skal gøres klart til at så eller plante noget nyt.
Der er alligevel gennem årene blevet gravet en del i forbindelse med gentagne omlægninger af køkkenhaven. Træer og buske som bestemte for meget er blevet fjernet eller flyttet ud, drivhus og mistbænke er flyttet ind, gamle bedindretninger har vist sig at være upraktiske, og ikke så få gange har man fået nye ideer eller er blevet klogere.
For 2-3 år siden stod jeg så med en køkkenhave bestånde af omkring 40 højbede af forskellig størrelse og orientering, ofte med for lidt gangplads imellem, og bestående af op til 15 år gamle lærkebrædder som trængte til udskiftning. I sommertiden kunne det være yndigt, men det gjorde ikke just selvforsyningen mindre arbejdskrævende. Og da jeg efterhånden alt for mange gange var faldet over en flise som skulle holde et net på plads eller stødte tåen ind i en bedkant som ragende lidt for langt ud, blev det besluttet at omlægge det hele.
Køkkenhave
Nu består størstedelen af køkkenhaven af højbede med en standardbredde på 120 cm og en længde på enten 120 eller 240. De vender allesammen samme vej, gangene imellem dem er nu 75 cm (for at give god plads til både en trillebør og mig selv), og den nødvendige plast- eller netoverdækning holdes nu på plads af velcro frem for flisestumper og sten. Køkkenhaven er blevet en decideret produktionshave, med hovedvægt på en nogenlunde rationel selvforsyning af frugt og grønt. Her kan man stort set ikke finde en blomst eller andet blot til pynt – de har deres egne bede andetsteds.
Gennem årene er der også sket en udvikling i hvad der dyrkes. I starten betød selvforsyning at der skulle forsøges at dyrke ALT hvad der stod i John Seymours “Den Selvforsynende Have”, indtil vi efterhånden måtte indrømme at der bare var visse afgrøder vi ikke brød os om at spise. Vi havde et par børn i starten, flere børn kom til – smagspreferencerne ændrede sig ret ofte og dermed også den mængde der var brug for af de forskellige afgrøder. Nu er vi kun to, og strengt taget kan vi producere langt mere end hvad to mennesker kan spise. Derfor er der ikke længere mening i at producere så meget som muligt for at mætte 5-6 munde – nu er målet snarere at kunne hente frisk grønt i køkkenhaven i en så stor del af året som muligt (i stedet for kun at høste sommer og efterår for at fylde i fryserne). Der bringer ganske enkelt stor glæde hver gang vi kan høste og indtage årets første kartofler, spinat, tomat eller blot en enkelt beskeden radise – eller når vi helt andægtigt får lov at nye de tidligste ærter eller majs, hvis friskhed og smag bare ikke kan købes for penge.
Her bruges drivhuset, 10 mistbænke og muligheden for at overdække højbedene til at eksperimentere med at kunne høste stedse tidligere, strække høsten endnu længere om efteråret og ind i vinteren, og også have så meget som muligt spiseligt ude i haven vinteren igennem. Efterhånden bliver de fleste afgrøder forkultiveret indendørs (da det sidste barn drog hjemmefra blev der plads til et planteformeringsrum med termostatstyret spisekasse og plantelys) eller i drivhuset, således at der både kan høstes tidligere og samtidig udplantes sent så man kan få mindst to afgrøder på samme areal i løbet af sæsonen.
Med andre ord er køkkenhaven også lidt af en legeplads, hvor det er sjovt at eksperimentere og udfordre naturens grænser, sammenligne forskellige dyrkningsmetoder eller frøsorter, eller bare se hvad der sker hvis……..