Porrer plantes – ligesom i gamle dage

Sidste år fik jeg lyst til at prøve at dyrke porrer efter en metode som Charles Dowding anvender, hvor porrerne multisås i moduler og udplantes i klumper med 3-4 porrer hver sted med en passende afstand mellem klumperne. Dowding plantede ikke sine porrer særlig dybt – han lavede blot et mindre hul i komposten og satte klumpen som enhver anden plante.  På billederne så det ret godt ud nogle måneder senere – de enkelte porrer var alle pænt veludviklede, lige og ranke.

Det billede kunne mine egne porrer ikke fremvise. Efterårsporrerne var nogenlunde, men vinterporrerne var noget af det mest sølle jeg længe havde set.  De lagde sig hen ad jorden, samtidig med at de krøllede og snoede sig – lange, lige porrer var nok det sidste man kunne kalde dem. Og ofte var én eller to af planterne i hver klump ret små og underudviklede. Lidt for meget råd var der også.

En anden “nyskabelse” sidste år blev afprøvet efter jeg var stødt på en anbefaling af at komme en hønsegødningspille i hvert plantehul sammen med porren. Jeg havde fået foræret en bøtte økogødningspiller, så dét skulle selvfølgelig også prøves – og med 3-4 piller pr klump. Det bidrog vist heller ikke ligefrem til successen – porrerne var hverken større eller kraftigere end normalt, snarere tværtimod.

Jeg fandt egentlig aldrig ud af hvorfor det gik så galt, men i år går jeg  tilbage til at dyrke som i “gamle dage” – d.v.s. for 2 år siden. Og sådan er efterårsporrerne udplantet idag efter at bedet først er blevet ryddet for spinaten som blev sået i januar – 10 poser til fryseren og et grønt bjerg til hønsene. Sorterne er Autumn Giant og Jolant. I mange år var min favorit blandt efterårssortene  King Richard, men den har ikke været til at skaffe inden for EU siden 2017. Den gav nogle tidlige, delikate, langskaftede porrer, som kunne plantes så tæt som 20×10 og give en fin høst af  porrer med en størrelse som passede perfekt til vores køkkenbrug – selv om den anbefalede afstand var en del større. Den har været savnet, men i efteråret faldt jeg over Jolant, en nyere sort som betegnes som afløseren for King Richard. Den er nu ganske optimistisk blevet plantet på samme måde som Richard – 20×10, selv om der anbefales omkring 25×30.

Jolant skal høstes som de første fra starten af september – de kunne godt tages tidligere, men vi trænger ikke til at spise porrer før det bliver efterår. Autumn Giant kommer til at stå noget længere, og kan i modsætning til Richard tåle nogle graders frost – de får derfor en afstand på 25×15 så de kan brede sig lidt mere.

Bedet fik et par cm kompost, og der blev stukket ca 20 cm dybe huller med plantepinden – og ingen gødningspiller i hullet. Porrerne var efterhånden blevet noget lange, så de blev studset til en længde på 20-25 cm, så rødderne ikke skulle tvinges til at holde liv i så stor en top. Porrerne blev proppet i hullerne så de lige kunne kigge op, og der blev vandet ned i hullerne så rødderne blev dækket af den smule jord, som blev skyllet med ned. Og til slut net over med det samme som beskyttelse mod porremøl, løgminérfluen og hvad der ellers kunne tænke sig at komme flyvende.