Spinat sås og spinat høstes

Spinat sås og spinat høstes

25. marts 2019 0 Af Peter Norris

Der bliver sået spinat stort set året rundt, fra januar til april og igen fra august til december – både direkte på friland (blot jorden ikke er frossen) og forkultiveret i pluggbox til senere udplantning. I stedet for at vente på at jordtemperaturen om foråret kommer op på de spirevenlige 5° og dermed stresse rundt over hele køkkenhaven med frøposen i marts-april, er det nemlig en ren fornøjelse at så spinat i vintermånederne når man i den grad sukker efter at få jord under neglene.

Forrest Helios sået 29.1.: jordtemperatur 0°. I baggrunden Monnopa sået 6.12.

Idag er der således blevet sået spinat for 13. gang siden september sidste år, hvormed der nu ialt er 10 bede med spinat sået på forskellige tidspunkter, hvilket gerne skulle forsyne os med friske blade (samt rigeligt til fryseren) her fra midt i marts til der som det sidste skal udplantes vinterporrer og majs engang i juni.

Sorten Tetona i mistbænk, sået september, udplantet november.

Som forafgrøde er spinat nemlig uovertruffen, idet det kan sås tidligt og høstes inden de fleste andre afgrøder skal i jorden. Og ud over at være en sund spise gavner spinaten også jorden, idet rødderne afgiver en del rodslim som forskellige nyttige mikroorganismer lever af – og dermed sættes der gang i jordens mikroliv allerede i det tidlige forår. Så nu sås der spinat bare der er plads – og det vi ikke selv spiser eller kan få proppet i fryseren modtager hønsene med største glæde.

Monnopa sået på friland 19.9. Dækket med plast fra starten af marts.

Spinatsåningen kan dog være en usikker affære. Det ene øjeblik spirer det hele lystigt, hvorefter der næste gang af helt uforklarlige årsager stort set ikke kommer noget op – selv om betingelserne har været optimale (fx at jordtemperaturen ikke har været over 20°). Således har det også været her med de forskellige såninger på forskellige tidspunkter, hvor der også til sammenligning har været sået 4-5 forskellige sorter. Samtlige såninger er kommet op, men med en stor variation i spireprocenten. Konklusionen er kort sagt at der ikke har været noget videre system i det, omend sorten Monnopa synes at have haft den bedste spiring set over hele perioden.

Sidste såning i kommende bed til courgetter. Fuglenettet beskytter mod katten.

Frokostsalaten idag udgøres af en skønsom blanding af vårsalat, drivhusets små Little Gem, spinat, forårsløg og mizuna. Mizuna t.v. har leveret masser af blade siden først i marts, men på grund af det lune vejr er den ved at gå i blomst flere uger tidligere end normalt.

Mizuna, spinat, salat og forårsløg i drivhus. Udplantet november efter tomat.