Det er ikke for sent at få fingre og frø i jorden
Det gode ved en lidt grå november er, at der stadig er mulighed for at putte både fingre og frø i jorden. Faktisk er den nuværende jordtemperatur på 5-6° ret passende for nogle afgrøder som skal i jorden nu, spire langsomt og derefter stå på spring for gå i gang med væksten for alvor, når foråret så småt begynder.
Eksempelvis egner nogle ærtesorter sig til såning i oktober-november og kan oftest overleve en nogenlunde normal vinter. De senere år er det sorten Meteor som jeg selv har sået i mistbænk på dette tidspunkt, og går det godt, er der ret lækre tidlige ærter sidst i maj. Det går dog ikke altid godt. Mus kan ribbe et helt bed på en vinter, frøene kan under ugunstige forhold rådne i jorden frem for at spire – og hvis ærterne omvendt spirer og vokser sig store for tidligt, kan en periode med meget hård frost i marts tage livet af planterne.
Med solskin, vindstille og udsigt til en nogenlunde konstant temperatur på 5-7° det næste stykke tid, var dagen idag oplagt til at så ærterne. Der sås i mistbænken i 3 dobbeltrækker, hvor der sættes hegn imellem til foråret. Jeg har ikke vandet i rillerne, da jeg har en mistanke om at frøene lettere kan rådne inden de når at spire i en våd og kold jord. Derfor er der blot revet jord hen over rillerne, hvorefter vinduerne er blevet lukket godt til så musene ikke kan smutte ind.
November er også det perfekte tidspunkt til at plante skalotter – man får både lidt større løg og 2-3 ugers tidligere høst end ved lægning i april. Skalotter er i modsætning almindelige løg ikke særlig dagslængdefølsomme, hvorfor tidspunktet for lægningen ikke er så afgørende. Hvilket lige pludselig rejser spørgsmålet om man kan sætte skalotter igen som anden afgrøde i juli og få høst i oktober? Måske efter en måneds hvileperiode i køleskabet? Det må prøves😉
Skalotterne er fra egen høst af frøsåede i år i juli. Sorten er Ambition, som sættes med en afstand på 15×15 cm med spidsen lige i jordoverfladen. Bedet har forinden fået kompost, og der lægges et par øko gødningspiller i hvert hul. Til sidst skal der lægges bionet eller fuglenet over bedet, da solsortene ellers synes det er vældig sjovt at trække skalotterne op igen.
Skalotterne kan klare vinteren uden yderligere beskyttelse – blot anbefales det at dække med et lag halm hvis temperaturen falder til under -18°.
Spinat er også en afgrøde som nemt kan sås i november (og fremspiringen er ofte en del bedre end hvis man sår i august-september), og hvis dagtemperaturen været noget køligere havde jeg også puttet spinatfrø i jorden idag. Jeg er dog ikke sikker på at alle sneglene er gået til ro endnu, så spinat må vente til det bliver noget koldere. Ligeledes med gulerødder, som slet ikke må spire på denne tid, idet en evt frost i små gulerodsspirer blot vil resultere i en masse stokløbere til foråret. Sidste år såede jeg derfor gulerødder 1. juledag ved an jordtemperatur på 1,5° – og sådan håber jeg også at fejre julen i år.
Gode ideer.
Jeg er nu holdt helt op med at så Meteor på friland om efteråret p.gr.a. musene. Sår dem i stedet januar eller februar i potter i drivhuset til senere udplantning, Jeg tror at de kommer lige så tidligt.
Det er nyt for mig at man kan sætte en hvilken som helst skalotte om efteråret. Jeg plejer at sætte særlig egnede sorter. F. eks. Longor. Jeg har også Ambition fra frø, så det skal jeg da prøve til næste år. Og måske også som anden afgrøde som du foreslår.
Alt hvad jeg har sået af spinat indtil nu er blevet spist af snegle, så jeg må hellere snart ud og gøre et sidste forsøg. Jeg kan dog se på de afgrøder jeg henter ind at sneglene på ingen måde er gået til ro.
Hej Merete
Jeg har i hvert fald ikke fundet noget om at nogle sorter ikke skulle være egnet til at lægge om efteråret. Sidste år lagde jeg Lorient (avlet fra frø), og i år er det altså Ambition.
Hilsen Peter
hej,
Jeg følger dig løbende, selv om jeg bor i Irland får jeg mange gode råd fra din blok.
Tak for dem.
Jeg har et kold drivhus, mistbænke og hævede åbne bede i køkkenhaven.
Klimaet er jo næsten som Danmark, men vi får ikke de høje temperaturer om sommeren og ikke de lave temperaturer om vinteren, selv om der kommer frost, er det aldrig dagsfrost.
Hilsner fra Irland
Jeg var godt klar over at det irske klima var mildere end det danske, men troede ikke at I slap for dagsfrost!
Hilsen Peter
Inspireret af et af dine tidligere opslag om skalotten sat i november, satte jeg lidt i første uge af november. Nu er jeg spændt på om det lykkedes. Jeg brugte en pose løg som jeg nærmest fik smidt i nakken i juni. Gemte dem køligt og krydse så fingre. tak for dine altid inspirerende ideer og forsøg.
Hvordan opbevarer du dine sætte-skalotter fra de bliver høstet til de skal sættes i november?
Hej Lone
Efter høst har de været tørret grundigt på et varmt loft (som alle de andre løg), og derefter opbevaret i et viktualierum, hvor temperaturen stort set har været som udetemperaturen.
Venlig hilsen
Peter