Heldigvis kan man slå græs i december
Det hjælper gevaldigt på mit vinterhumør, hvis der i disse gråmelerede lysfattige måneder dagligt er mindst én meningsfuldt arbejdsopgave i haven. Det som for andre måske kan være sure pligter er tværtimod noget jeg kan glæde mig over og ligefrem gå og gemme lidt til en dag hvor jeg VIRKELIG har brug for det😉
Her i december, hvor det daglige plukkearbejde i køkkenhaven max tager et par minutter, er der heldigvis græsplænen og de nedfaldne blade. Tidligere var det lidt af en plage at skulle rive alle bladene sammen – slidgigt i skulderen gjorde heller ikke arbejdet ligefrem til nogen fornøjelse – men i år har min første plæneklipper med opsamler vendt fuldstændig op og ned på mit forhold til jobbet. Skulderen slipper og klipperen tager både blade og græs samtidig.
Det milde vejr i år betyder at græsset stadig vokser en smule, og det er ikke alle havens (og naboens) træer der smider bladene samtidig. Og når meget af blad- og græsafklippet bruges til jorddækning i køkkenhavens bede, passer det meget godt med at hver gang et bed er parat til at blive ordnet for vinteren, er der så et stykke plæne at køre over med klipperen. Således har jeg den sidste måned fået et næsten dagligt energimæssigt kick ud af noget, som jeg tidligere ofte skulle tage mig sammen til.
Og når jeg på et tidspunkt ikke kan presse mere ud af plænen, kan jeg så bl.a. glæde mig over de 10-15 frugttræer som skal beskæres – det kan jo give glæde i sindet ganske mange dage i januar😃
Det er det samme her – ud i haven hver dag og arbejde nogle timer til solen går ned og hønsene på pind. Lige nu fjerner jeg brombærplanter, som tror de har en chance for at blive store igen, og får græsset trængt tilbage rundt om de nyplantede træer fra foråret. Bare det milde vejr fortsætter.
Her har jeg også valgt at skære efterårshindbær ned allerede nu frem for til marts. De var alle begyndt at skyde på ny fra bladhjørnerne, hvor jeg tænker at det næsten er spild af røddernes gode energi
Har du erfaringer med at skære efterårshindbærrene ned på denne årstid? Skar du alle stængler af? Vil de stadig give bær om efteråret og ikke midt på sommeren? Skærer du dem ned igen til marts?
Vi stod netop i går og funderede over om vi skulle skære hindbærrene ned nu.
Jeg har altid først skåret efterårshindbær ned i marts, men der er mange der allerede gør det sidst på efteråret. Egentlig tror jeg ikke det gør den store forskel, hverken på udbytte eller høsttidspunktet. Jeg har skåret dem ned til 20 over jorden, og til foråret skal de skæres helt ned til jordoverfladen.
Vh Peter