Kartofler som 2. afgrøde
Jeg modtager løbende reklamemails fra engelske frøfirmaer, og indimellem kan man blive inspireret til at prøve noget i køkkenhaven som man ikke selv har tænkt på. Sådan gik det sidste år, da flere af webfirmaerne ved denne tid tilbød særlige sorter af læggekartofler, som har været opbevaret ved lave temperaturer for at udsætte spiringen. Ved at lægge dem i august kunne man så høste sine “Christmas Potatoes” i december.
En så sen høst forudsatte dog at kartoflerne enten blev plantet i i frostfrit drivhus eller lignende (hvilket jeg ikke havde) – eller at man plantede i beholdere som så kunne tages ind i tilfælde af frost (hvilket jeg ikke gad). Jeg valgte derfor at lægge nogle kartofler som jeg tilfældigvis havde til overs sidst i juni i en mistbænk som var blev ryddet for nogle tidlige ærter, og høstede så en pæn portion sidst i september da toppene begyndte at visne ned. Der gik således ca 12 uger fra lægning til høst.
Som læggekartofler brugte jeg sorten Alouette, som var blevet høstet året inden i juli. Det særlige ved sorten er at den er meget længere om at spire på lager i løbet af vinteren, hvilket er en fordel når man ikke har mulighed for en særlig køling opbevaring. Efter godt et år havde de fået spirer som kun var ca 3-4 cm lange, og derfor perfekte til at lægge i juni.
Og nu er Alouette blevet min faste “efterårssort”, som lægges i juni/juli, høstes september/oktober – hvoraf et passende antal gemmes som læggekartofler til året efter. Alouette har yderligere den fordel at den er skimmelresistent, så kartoffelskimmelen, som normalt optræder i juli, bider ikke på den. I år bliver den lagt 3 gange med ca 14 dages mellemrum – første gang sidst i juni i et bed for sig, og anden gang idag som forsøg mellem 3 rækker majs. Majsene blev udplantet efter høst af tidlige kartofler, og nu kommer der såmænd igen kartofler i bedet. Et hul blev gravet til hver, med lidt hønsemøg lagt i bunden og en sjat vand. Majsplanterne har noget af et forspring så de ikke når at blive kvalt af kartoflerne. Og om godt et par uger skal sidste hold lægges efter høst af nogle tidlige buskbønner. Disse kommer heldigvis i mistbænk, hvor der nemmere kan dækkes i tilfælde af nattefrost i oktober.
En anden mulighed for at dyrke kartofler som 2. afgrøde kan være at bruge de læggekartofler som man normalt lægger i april, men opbevare nogle af dem i køleskabet frem for at sætte dem til forspiring med det samme. Det er derimod sjældent muligt at tage nogle kartofler som man høster i juni og lægge dem igen med det samme, idet alle sorter har en spirehvile på omkring 20-80 dage efter at de er blevet høstet. Man kan selvfølgelig godt lægge dem, men der kan gå op til flere måneder før der overhovedet sker noget.
Det er lige sådan et indlæg jeg manglede. Jeg har flere gange tidligere sat kartofler som 2. afgrøde uden det store udbytte I år har en veninde så fortalt mig at jeg skal vente til august med at lægge 2. hold. Jeg har desværre ikke flere kartofler tilovers fra forårets lægning, men jeg dyrker alouette for første gang så dem kan jeg bruge til næste år. Når jeg høster kartofler er der altid nogle som er blevet grønne og dem lægger jeg til side til læggemateriale. En tidlig sort, Belle de Fontanay, er allerede begyndt at lave små spirer, så dem vil jeg forsøge mig med.