Status på de overvintrende kål: lidt blandet

Hvert år overvintrer jeg forskellige hold blomkål, spidskål og broccoli, og hvert år går det rigtig godt med det ene, og mindre godt med det andet. Det er aldrig helt til at forudse hvad der vil lykkes, og når det går galt er det ikke altid til at gennemskue hvad årsagen har været.

Sidste år gik alle mine broccoli pludselig i blomst i marts, og det blev der aldrig almindelig hoveder ud af. Samtidig var de overvintrende spidskål ualmindelig lange i stænglen, men endte dog alle med at producere et rimeligt hovede. I år er det lige omvendt: broccoliplanterne (sorten Aquiles, ovenstående billede) sået september og  plantet i mistbænk i marts udvikler sig normalt og tegner til at give en fin høst i maj, mens spidskålene nærmest er blevet til nogle lange blomsterstilke – til trods for at de er sået i august og udplantet i mistbænken i oktober præcis ligesom forrige år.

Stort set alle planterne har været ved at springe ud med gule blomster, hvad der ikke kommer ret meget spidskål ud af. Jeg har derfor forsøgt at redde en smule spidskålshøst ved at skære planterne over 4. blad. Under normale omstændigheder, hvis man lader de nederste blade stå når man høster en spidskål, udvikles der små kål i bladhjørnerne – og lader man den stærkeste stå mens de øvrige fjernes, kan skuddet udvikles til et lille spidskålshovede. Så det skal forsøges her.

 

Der er stadig et par planter tilbage i mistbænken som er lige så langstrakte, men som endnu synes måske at være på vej til at danne et almindeligt hovede. Hvorfor de ikke tér sig som de øvrige er ikke godt at vide.

Endnu et hold spidskål blev sået i september, overvintret i drivhuset og udplantet i marts på friland. Disse er også lige så lange som mistbænkens Hispi, men muligvis fordi deres livsforløb har været lidt anderledes er der ikke tegn på blomst. Måske kommer der også almindelige spidskål her. Og herefter er det for evigt slut med Hispi – sorten er ikke rigtig til at skaffe længere, så i 2020 skal der prøves 2 nye sorter til overvintring: April og Caraflex. De klarer måske bedre at opføre sig normalt i nutidens varme vintre.

Blandt spidskålene i mistbænken er der i øvrigt en enkelt plante som falder helt uden for normen. En blomkål har på en eller anden måde sneget sig ind mellem spidskålene, hvilket jeg bare ikke har nogen umiddelbar forklaring på. Der har nemlig ikke været småplanter af spids- og blomkål af samme størrelse samtidig – men et eller andet må jeg da have byttet om på.

Jeg opdagede afvigeren for et par måneder siden, og har så gået og set frem til at få en ekstra tidlig blomkål. Men det får jeg ikke.

Blomkål tåler nemlig ikke alt for høje temperaturer under hoveddannelsen – så bliver de det som kaldes “frønnet” som ses på billedet. De kan stadig spises, men kvaliteten er langt fra optimal. Udover at være frønnet, er hovedet også temmelig lille fordi varmen har provokeret planten til at danne hovede alt for tidligt.

For meget varme i april og maj har et par gange på samme måde ramt blomkålssorten Winter Aalsmeer, som udplantes i august, overvintrer på friland og kan høstes sidst på foråret. Når det er seriøst vintervejr plejer jeg at beskytte dem med plast eller fiberdug, men så snart solen får mere magt i april tages dækningen af, netop for at de ikke skal få det for varmt. I år ser planterne ud til at give en tidlig (og forhåbentlig normal) høst, men nu skal der for alvor vandes. Blomkål skal have 25 mm vand om ugen for at udvikle ordentlige hoveder, og så meget væde kommer der slet ikke ovenfra foreløbig.

 

Det andet planlagte hold overvintrende blomkål er sorten Orkney, som blev sået september, og udplantet på friland her i marts. Jeg gætter på at det er en af disse som på mystisk vis havnede i mistbænken sammen med spidskålene – bladene ligner i hvert fald. De øvrige Orkney trives foreløbig fint, men må nu også vandes her i tørken for at de ikke går i stå i udviklingen.

De sidste overvintrende kål er (som noget nyt for mig) broccolinien Atlantis. Jeg stod med nogle overskudsfrø i september og et bed som potentielt ville blive ledigt i oktober, så det kunne lige så godt prøves. Hvad jeg dog ikke var opmærksom på ved udplantningen sidst i oktober var, at de små havesnegle på grund af det meget milde efterår stadig var særdeles aktive – så de holdt en fest! Da jeg opdagede det engang i november, var planterne meget mindre end ved udplantningen i oktober. Nu er de ved at komme efter det, men uden sneglenes fråseri havde de nok været en del større.