
Tid til tidlige rødbeder
Sidste års allersidste 300 gr rødbede er lige blevet spist sådan som vi allerhelst (men ikke altid) spiser dem: nemlig som hovedingrediens i en chokoladekage. Inden længe bliver mangelsituationen mærkbar, hvor ikke engang forårets rabarberkager helt vil kunne opveje savnet. Vi har nemlig bundet os selv op på den regel, at kager skal indeholde mindst én hovedingrediens fra køkkenhaven, og her er der intet der overgår rødbeder i en chokoladekage. Derfor er det slet ikke for tidligt at få de tidlige rødbeder i jorden.
Sorten Boltardy er det oplagte valg når det drejer sig om at få de tidligste rødbeder. Den er meget lidt tilbøjelig til at gå i stok selv om planterne har været udsat for lidt forårsfrost. Den er dog ikke 100% frostsikker. Sidste år indtraf der flere gange nattefrost efter udplantningen, og her blev ca 10% af planterne inspireret til at lave blomst i stedet for bede.
Frøene blev multisået for godt en måned siden med 4-5 frø pr celle i en rootmaster – kom der flere end 4 spirer i en celle blev der udtyndet. De sidste 14 dage har de været på drivhusophold, dækket med fiberdug når nætterne truede med frost. Idag er de så blevet udplantet med 25-30 cm mellem de enkelte celler i et plastdækket bed – og for at beskytte dem bedre end sidste år vil de i tilfælde af nattefrost (som nok indtræffer i den kommende weekend) få yderligere et lag fiberdug til aften.
Også på et andet område er jeg muligvis blevet mere rødbedeklog. Sidste år havde jeg et generelt problem med at rødbederne slet ikke trivedes. Jeg havde ikke været ude for det tidligere og jeg kunne slet ikke gennemskue hvad årsagen til miséren kunne være. Efterfølgende hørte jeg om erfaringer med at netop rodfrugter ikke brød sig om alt for meget jorddække, og sidste år havde jeg lige præcis for første gang dækket grundigt mellem rækkerne med græsafklip, som godt kunne gå hen og blive lidt tæt. Om der er noget reelt i det, eller om det blot er en tilfældig anekdotisk erfaring ved jeg ikke – men i år får rødbederne ikke græs.

Ært Twinkle med rødbeder i mellemrækken
Det kunne også blive til en række rødbeder i bedet med tidlige ærter. Den første dobbeltrække ærter blev udplantet, og senere idag skal der sås endnu en roottrainer med ærter til den næste dobbeltrække. Derefter skal ærterne sås direkte om 14 dage, og igen midt i april – ialt 4 dobbeltrækker i bedet med ca 60 cm imellem. Det giver plads til at udplante rødbeder mellem ærterne, som kan nå at udvikle sig til høst inden bedet skal bruges til forskellige kål i juli.

Grønt har vi dog rigelig af for tiden, men jeg har endnu ikke fundet ud af at forvandle salat til kage
I Sydfrankrig laver man en ‘torta di epinard de erbette’. Altså kage med bladbede. Jeg har prøvet at eftergøre den.
Eftersom der er sukker i, kan den gå for at være kage, men det er en ret speciel oplevelse.
Hvis man stadig har græskar på lager, smager det supergodt i kage.
Altså bare forslag, hvis man ikke kan undvære kage.
Tak for inspirationen:-) Jeg har fundet en opskrift på spinatkage, som jeg måske vil forsøge med hvis jeg en dag bliver desperat nok!
Det lyder spændende med rødbede i chokoladekagen. Er det muligt det kan snige sig en opskrift ind?
Og tak for en super fed blog med god inspiration!
Venlig hilsen,
Frederik
Den kommer her:
INGREDIENSER
300gr brun farin
2 dl majsolie
4 æg
2 7 5 gr hvedemel
1 tsk vanillesukker
2 tsk bagepulver
½ tsk salt
2 tsk kanel (erstattes med 2-3 spsk kakao hvis det skal være chokoladekage)
1 tsk natron
3 5 0 gr revet rå rødbede
1 dl rosiner (kan undlades i chokoladekage)
5 0 gr hakkede valnødder (eller solsikkekærner)
FREMGANGSMÅDE
Farin røres sammen med olie, æggene piskes i én ad gangen. Mel blandes med vanillesukker, natron, bagepulver, kanel og salt, røres i dejen.
Tilsæt revet rødbeder, rosin og valnødder. Kommes i smurt form og bages ved 175° varmluft i 1 time og 1 5 minutter.
NOTER
Man kan erstatte rødbeder delvist eller helt med revet gulerod.
HVIS DET SKAL VÆRE CHOKOLADEKAGE:
Kanel erstattes af 2-3 spsk kakao, og ingen rosiner. I stedet for valnødder kan bruges solsikkekærner.
tak for opskriften! Det glæder jeg mig til at prøve 🙂
Tak. Den vil jeg glæde mig til!
Hej Peter. Tak for at du deler af dine erfaringer. Jeg vil så frygtelig gerne dele de små rødbedeplanter inden jeg planter dem ud. Fjerner du nogle planter senere, eller bliver de alle til noget, når de plantes i klumper?
Hej Eva
De bliver netop alle til noget, hvis klumperne plantes med ca 30 cm afstand. Så skubber de enkelte rødbeder til hinanden når de vokser, og de får den plads de har brug for.
Hilsen Peter