Tid til udplantning
Med de stigende dagtemperaturer og kun udsigt til lettere nattefrost, er det blevet tid til at udplante de første forårsafgrøder. De overvintrende blomkål, spidskål og broccoli, som har stået i potter i drivhuset vinteren over, kom allerede i jorden i februar – nu drejer det sig om de småplanter som er blevet forkultiveret indendørs eller i drivhuset siden starten af februar.
Rødbeder forkultiverede i pluggbox
For at få de tidligste rødbeder dyrkes sorten Boltardy, idet den kan klare rimelig lave temperaturer uden at gå i stok, hvor andre sorter må vente endnu en måned med at komme i jorden. De har været sået i pluggbox med 3-4 frø pr celle, og udplantes uden at skille planterne ad – de enkelte celler sættes blot med en afstand på 25-30 cm imellem. Bedet dækkes i første omgang med plast indtil en gang i april.
Om foråret udgør drivhussalaten sået i september det tidligste salathold, som vi er begyndt at tage af nu. Det næste hold blev sået først i februar og udplantes nu i en mistbænk i de 3 midterrækker. I yderrækkerne skal der efter planen være plads engang i april til at udplante tomater (4 styks Bloody Butcher) – og for at planen skal gå op skal pladsen jo helst være ledig. Derfor sættes forkultiverede radiser, som forhåbentlig er spist til den tid.
Radiser
Endelig stod der en bakke med småplanter af rapini, hvor rødderne efterhånden fyldte ret godt i potterne. Mistbænken som skulle modtage dem var ikke helt ledig, men rapinien kunne risikere at gå for tidligt i blomst hvis rødderne ikke snart fik mere plads. Derfor måtte den sidste Minicole høstes lidt før tid. Disse kål var blevet udplantet ret tæt som 2. afgrøde i mistbænken i juli (13 styk på en kvadratmeter), men regnes egentlig ikke som en vinterfast kål – det er de alligevel i mistbænken, og det sidste eksemplarer havde fået lov at blive stående for at se hvor længe den kunne holde sig frisk.
Minicole
Ud kom minicolen og ind kom rapinien, som for os er en af de vigtigste forårsafgrøder (man kan læse mere om den her. 18 planter passer til en mistbænk, og der sættes en plastring omkring hver småplante for at beskytte dem mod at en knoporm skulle finde på at gnave dem over i jordoverfladen.
Vores yndlingsspise om foråret (inden de nye kartofler dukke op) er pasta med rapini, som indtages flere gange om ugen indtil planterne opgiver ævred sidst i maj.
Pasta med rapini
2 fed hvidløg
1 dl brødkrummer
peberflager
100 gr rapini
Rapini koges i 5 minutter. Fjernes fra gryden og hakkes groft. Pasta koges i vandet i samme gryde.
Olie kommes på en pande, hvidløg sauteres i et par minutter. Brødkrummer og peberflager tilsættes. Steges i 5 minutter, lægges til side. Lidt mere olie kommes på panden, rapinien varmes med salt og peber. Brødkrummemix tilsættes. Pasta kommes på panden, blandes og evt fugtes med lidt af kogevandet. Parmesan drysses over.
Kan også drysses med ristede pinjekerner eller valnødder. Man kan også drysse med smuldret feta.
Tak for spændende opskrift, den skal prøves i den nærmeste fremtid.
Med venlig hilsen
Hanne Holstein Mortensen
Det ser ud som om, du planter alle 2-3 rødbeder ud sammen? Vil en vinde kampen, eller bliver de alle til noget? Venlig hilsen Lis
De bliver allesammmen til noget – de skubber bare til hinanden når de har brug for pladsen.
Hej Peter
Fedt du har lavet blog. Hvor store er de ringe og hvor langt stikker du dem i jorden.
Venlig hilsen
Kasper
Ringene er 3-4 cm høje og de sidder bare med god kontakt med jorden. Knopormen bevæger sig på jordoverfladen og kan ikke kravle over.
Hilsen Peter
Hej Peter,
Benytter du disse ringe om alle dine kålplanter?
Venlig Hilsen,
Eva Lyngesen
Ja, nyudplantede kål får alle sådan en ring omkring.
Hilsen Peter
Hej Peter
Jeg har ledt efter minicole frø uden held og vil gerne prøve dem. Hvor køber du dem?
Hej Tina
Desværre kan de ikke fås herhjemme, så jeg køber dem i engelske websbutikker. Prøv bare at google “minicole seeds”, så finder du flere der har dem.
Hilsen Peter